Vi med ADHD har brug for ’noget andet’ på arbejdspladsen
Det sidste års tid har jeg været i gang med at skrive en bog om ledelse af medarbejdere med ADHD. Det har været et vanvittigt projekt, hvor jeg har lært utrolig meget om mig selv, så meget, at jeg besluttede at sætte ledelsesbogen på pause og skrive en bog om min egen udvikling først. Det har jeg gjort, og nu er jeg tilbage på ledelsesbogen – tilbage til opdagelserne, som jeg også gerne vil dele og diskutere med jer.
Væk fra råd, strategier og redskaber
Jeg startede med at ville skrive en bog, som skulle give virksomhederne den gyldne opskrift, der kunne gøre os neurodivergente til toptunede arbejdsmaskiner, ligesom time-management-systemer har gjort for vores neurotypiske kollegaer. Men undervejs i projektet opstod en fornemmelse af, at det ikke var det, som vi havde brug for. Det var noget helt andet, der skulle til, noget som lå dybt gemt langt nede i mig og dem, jeg interviewede. Gennem utallige snakke og interviews med folk, som har ADHD – der ligesom jeg selv allerede kendte og brugte ADHD-strategier, redskaber og værktøjer – hørte jeg konstant, hvordan vi alligevel altid endte med, gang på gang, at “ramme muren”.
Et liv i rutsjebanen
Vi med adhd taler om dage, hvor vi føler os ubrugelige, og dage, hvor vi føler os geniale. Vi taler om længere perioder, hvor vi befinder os helt nede på bunden, og perioder, hvor vi finder alt i verden spændende, finurligt og fantastisk. Der tegnede sig et billede af mennesker, som lever livet helt ud, men samtidig også mennesker, der har ting med i bagagen. Ting de stadig dealer med i hverdagen. Ting der ofte påvirker arbejdsdagen.
Størstedelen jeg talte med havde historier, som jeg kunne mærke de havde behov for at fortælle. I historierne dannede der sig et billede af, at før behovet for flere hjælpeværktøjer og mestringsstrategier, var der behov for noget andet. Noget som nyeste litteraturstudie på området, udtaler; Virksomheder bør gøre en indsats for bedre at forstå neurodivergentes unikke behov, færdigheder, udfordringer og forhåbninger (Hutson et al., 2023).
Forståelse
Jeg mener, at det er på tide at vores omverden gør en indsats for, at forstå os. Det handler ikke kun om virksomhederne, det handler i lige så høj grad om vores kærester, vores nærmeste venner, vores forældre, vores skolelærer, vores studievejledere, vores sagsbehandlere, vores psykologer, vores skilsmisseadvokater, vores kollegaer og særligt i dette tilfælde: vores ledere.
Jeg håber, at denne bog, kan hjælpe os med adhd og andre neurodivergente til at finde styrken til, at bede om denne forståelse fra andre, således at vi kan begynde en fælles rejse mod større forståelse for vores behov, færdigheder, udfordringer og forhåbninger.
Om igen: en adhd-process
Jeg havde ellers lige skrevet en næsten færdig bog med en masse gode redskaber, som gjorde mig selv og andre neurodivergente, jeg kendte, meget effektive – i hvert fald i kortere perioder. Men alle de her redskaber og værktøjer til medarbejdere og ledere, som jeg havde skrevet om, og som jeg nu troede, at jeg skulle ud og holde foredrag om og tjene bigboss-konsulentpenge på, gav mig en dårlig smag i munden. For hvorfor skulle mine redskaber være bedre end andres – end jeres? Havde jeg virkelig fundet nogle redskaber, som gjorde, at vi med ADHD kunne trives i længere perioder og gennem et helt arbejdsliv? Jeg tvivlede meget.
Jeg gik tilbage til læsningen, tilbage til terapien med mig selv og min nærmeste og tilbage til at lave interviews, mange interviews. Lange interviews. Ustrukturerede interviews, som nogle gange varede op til 3-4 timer. I Facebook-grupper for folk med ADHD var der et hav af folk, som var stresssygemeldte og bare gerne ville hjælpe. Det var et kæmpe kaotisk analysearbejde, som enhver specialevejleder ville have revet sig i håret over. Da sammenhængene begyndte at forme sig for mit indre, stoppede jeg med at sove. Søvnløse nætter, hvor jeg vendte og drejede mig, fordi mit ego gerne ville skrive en CBS-agtig ledelsesbog, men alt i min data skreg efter en blød ledelsesbog om forståelse og anerkendelse.
Alle træk har deres modpol
Jeg gik tilbage til terapien for at arbejde med at acceptere denne drejning, projektet havde taget, og samtidig også for at få en dybere forståelse for mit eget behov for at vise, at jeg var noget. Jeg gik tilbage og prøvede at sammenligne mine egne erfaringer og ADHD-træk med tidligere generationers og med alle dem, jeg havde talt med.
De fleste bøger om ADHD fortalte om vores adfærd på en meget stigmatiserende måde, oplevede jeg. For selvom vi selvfølgelig har gennemgående karakteristiske træk, så oplevede jeg også, at vi nærmest altid har en modpol til et træk. Nogle havde overkompenseret og endt i den modsatte grøft. Når jeg så et mønster i form af manglende evne til at rydde op, rede seng og ordne vasketøj, så så jeg også dem med rengøringsvanvid, som havde alt i systemer og aldrig startede deres dag, før de havde redt sengen. Når jeg hørte om, hvordan vi med ADHD ofte ikke orker at gå i bad, så hørte jeg også om dem, der gik i bad to gange om dagen. Kontrolfreaks og laissez-faire-typen, tænkte jeg. Jeg hørte om spiseforstyrrelser og så, hvordan folk var overvægtige og undervægtige. Jeg hørte om dem, som sov som sten, selvom de havde taget middagslur, og dem, som aldrig fik en god nats søvn. Dem, der læste adskillige bøger om året, og dem, der påstod, at de aldrig havde læst en bog til ende. Dem, som bliver fanget af en serie, selvom de kom ind midt i en sæson, og dem, som bare havde givet op på alt, der hed film og serier. Dem, der aldrig havde rørt stoffer, og dem, som levede for den næste fest, hvor de kunne drukne deres tanker i alkohol eller noget, der var værre. Dem, der altid kom for sent, og dem som jeg, der altid kommer for tidligt.
Hver gang jeg troede, at nu havde jeg fundet ud af, hvordan vi med ADHD var, så blev jeg slået tilbage til start. Indtil det en dag gik op for mig, at bag al denne ekstreme opførsel, om det var den ene eller anden modpol, så blomstrede alle, jeg talte med, op, jo mere jeg blot gav udtryk for, at jeg forstod deres opførsel. Jeg forstod, at de ikke gjorde sådan af egen fri vilje, men at noget fastholdt dem. Noget krævede det af dem. Jeg forstod, at de gjorde deres bedste, og at det var hårdt, at ens bedste aldrig syntes godt nok. Jeg anerkendte deres kamp for at prøve at blive som alle forventede, og deres smerte, når det gang på gang mislykkedes efter en rum tid med struktur, kontrol og strategier.
En ændring i ADHD-adfærd
Jeg stoppede med at give dem gode råd, jeg stoppede med at prøve at vide bedre. Jeg fortalte dem, at det var i orden, når de glemte vores interviewaftaler, at det var i orden, at de havde en dårlig dag og følte, de intet kunne bidrage med. Jeg fortalte dem, at jeg kendte til det hele, og at det også tit skete for mig, at jeg ramte bunden. Jeg startede interviewene med at tale om noget, der ikke triggede en følelse af, at de skulle præstere. Jeg fortalte, at jeg havde sovet elendigt, og spurgte ind til deres nattesøvn eller kaotiske morgener. Jeg gav dem et frirum, hvor der ingen forventning var til, at de skulle være noget for nogen eller præstere et eller andet, som de kunne blive i tvivl om, hvad skulle være, eller som kunne igangsætte frygten for, hvorvidt de ville gøre det godt nok.
Jeg oplevede magiske udviklinger i folks opførsel på meget kort tid. Interviews, hvor folk med ADHD startede med at kigge alle mulige steder hen – blikket fløj rundt på skærmen eller i rummet, de sad i – endte med at have en form for skærm-øjenkontakt og en rolig atmosfære. Jeg oplevede en, der næsten ingen ord kunne finde frem i starten af interviewet, som til sidst talte derudad til stor forundring for hende selv.
Jeg oplevede, at når jeg lagde mit eget ego væk – mit behov for at fortælle om alt det, jeg vidste om ADHD – og i stedet bare lyttede og anerkendte deres kampe, deres hårde livshistorier, deres mange hårdt oparbejdede erfaringer, deres ofte høje intelligens på trods af ordblindhed, og deres enorme empati og lyst til at hjælpe andre, som også har det svært, så ændrede atmosfæren sig. Der skete et drastisk skift, som rykkede både dem og mig væk fra de typiske karakteristiske ADHD-agtige adfærdstræk, som beskrives i bøgerne.
Pludselig tegnede der sig en lysere fremtid for os med ADHD, og for mig selv. En fremtid, hvor vi godt kan trives på arbejdspladser og i andre sociale sammenhænge, men som starter med en dybere forståelse og anerkendelse først.
For hvilken følelse efterlades du med, hvis du fortæller din leder, at du ikke føler dig godt tilpas, at din hverdag ikke hænger sammen, at du går hjem fra arbejdet totalt energiforladt med følelsen af at have ramt muren – og din leder blot svarer: “Jamen, du er da så dygtig til dit arbejde, måske skulle du bare prøve x, y, z – det har jeg læst i denne ADHD-ledelsesbog”?
Det er ikke en god følelse, er du formentlig enig i. Det er en følelse, som blot forstærker den følelse, som du allerede har. En følelse af ikke at blive forstået eller anerkendt. At der ikke er en grundlæggende forståelse for, hvorfor nogle ting kræver længere tid for os neurodivergente, nu arbejdspladserne er skruet sammen, som de er, og at der ingen anerkendelse er af, at vi virkelig har prøvet at gøre vores bedste, når nu omstændighederne er, som de er. Vi har læst værktøjerne, og langt de fleste kræver bare mere energi af os. Mere selvkontrol.
Al den smerte jeg oplevede, der lå bag ordene hos dem, jeg interviewede, alt det uforløste potentiale, jeg mærkede, og alt håbet om et velfungerende arbejdsliv, der kunne tillade os med ADHD overskud til at udleve vores drømme, dem ville jeg ikke skuffe. Derfor handler denne bog mest bare om …
Forståelse, anerkendelse, lytte, lytte, også nogle råd bagefter.
Det er derfor mit ønske med denne bog, at ledere får en dybere forståelse for, hvad deres medarbejdere med ADHD kæmper med, og at de derefter nemmere kan forstå og anerkende alle de udfordringer, som vi ofte står overfor som kræver energi af os i løbet af arbejdsdagen. Således er det mit indtryk at vores selvtillid vokser, og at vi i sidste ende bliver bedre til selv at mærke efter og tillade os at lytte til de behov, vi har. At vi oplever selvtillid nok til at turde kræve noget af andre. At vi tror på, at den værdi, som vi bringer til bordet, er stor nok til, at vi kan stille krav til vores omgivelser.
Når vi når dertil, så tror jeg, vi er klar til at diskutere gode råd og værktøjer – for dem er der masser af, og de kan godt være med til at hjælpe os en del hen ad vejen.
Men først bagefter.
// Signe Erritzøe
7. Juni 2024
Hutson, Piper & Hutson, James (2023): Neurodiversity and Inclusivity in the Workplace: Biopsychosocial Interventions for Promoting Competitive Advantage.